Jeg hedder Mette Nicolaisen og blogger om kage, snacks og lækkerier under navnet mættemette. Jeg vil fremover være gæsteblogger her på siden, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til.

Jeg har altid været vild med at eksperimentere i køkkenet, men især de sidste tre år er min interesse for bagning eskaleret. Jeg laver alt fra store lagkager til boller, kyskager og gulerodskage. Intet er for stort eller småt til, at jeg kan føle mig inspireret til at kaste mig ud i et kreativt projekt. Du kan følge mine kreationer på instagram, hvor jeg deler billeder af de ting jeg laver. Derudover deler jeg nogle af mine opskrifter på mættemette.dk, hvor jeg også har delt denne lækre opskrift på sundere snickers, som jeg nu vil dele med jer.

Jeg glæder mig til at dele lækre opskrifter med jer fremover.

Opskrift på sundere snickers

De her lækre snickers er lavet på dadler og slår faktisk den originale snickers, hvis du spørger mig!

Til ca. 10 barer:

  • 200 g dadler uden sten
  • 80 g saltede peanuts + lidt ekstra til toppen
  • 2 store spsk. peanutbutter
  • 70 g chokolade
  • 2 tsk kokosolie

Start med at blende dadlerne i en minihakker. Tilsæt herefter peanutbutter og peanuts og blend det godt sammen. Herefter fyldes massen i en form, der er belagt med husholdningsfilm. Stil massen i køleskabet mens du forbereder chokoladen.

Chokoladen smeltes over vandbad sammen med kokosolien. Når chokoladen er smeltet, hældes den udover dadelmassen. Drys med hakkede peanuts og stil i køleskabet igen.

Det kan være en god idé at lade barerne stå ved stuetemperatur ca. en time inden de skæres ud, da chokoladen ellers let knækker.

Nu er der bare tilbage at nyde de lækre barer! NAM siger jeg bare.

Hvis I mangler inspiration til andre søde snacks, kan I finde mine bud på dette her.